Formandens Beretning 2025

Vi ser tilbage på 2025 og bringer jer her Formandens nytårsberetning

Kystsikring:  Søvang grundejerforening stod i 2025 i spidsen for at samle 30 af de grundejerforeninger i Dragør der står i umiddelbar størst risiko ved en stormflod, og kunne således sende et samlet opråb fra alle disse til Transportministeriet, hvilket affødte en del mediebevågenhed, og herunder interviews til Danmarks radio P4

Rapporterne fra den statslige arbejdsgruppe som Dragør har været en del af, er nu udkommet. Der er ikke ud fra denne fastsat en endelig beslutning hvorvidt den statslige løsning vil indbefatte Dragør, men vi kan oplyse at Sund & Bælt i november 2025 afholdt et borgermøde i Tårnby kommune, hvor de meddelte iværksættelse af en miljøkonsekvensvurdering af en landbaseret dige-løsning som vil gå langs kyststrækningen rundt om lufthavnen for derefter at skære tværs over Amager bagom Dragør, for til sidst at møde det eksisterende dige ved Vestamager. Det vil efterlade Dragør på ydersiden af diget, og hvis dette bliver det endelige resultat, er det afgørende at arbejdet på en selvstændig løsning som skal sikre Dragør, fortsætter med ufortrøden kraft.

Det blev fejlagtigt oplyst ved ovennævnte borgermøde at Dragør var trådt ud af den statslige arbejdsgruppe, og Borgmesteren samt kommunalbestyrelsen i Dragør har brugt mange kræfter på at udrydde denne misforståelse, samt arbejdet videre på en direkte kommunikation til relevante parter, herunder Transportministeriet og miljøministeren.

Ligeledes er der ikke besluttet en endelig finansieringsmodel af kystsikringen, herunder spørgsmålet om ”nytteprincippet”, og her er borgmesteren og kommunalbestyrelsen ligeledes i dialog med de rette instanser.

Søvangs indgav i 2025 høringssvar til det dispositionsforslag som nu er vedtaget i kommunalbestyrelsen og som er det forslag der indgår i den videre behandling. Der er en igangværende miljøkonsekvensvurdering for ”Etape 1” som udgør de tidligere benævnte del-strækninger 4, 5 og 6 og denne skrider planmæssigt frem og forventes afsluttet i efteråret 2026. Det er forventningen at vi vil kunne undgå at komme i konflikt med Natura 2000 problematikken, og dermed kunne fortsætte med næste skridt i implementeringen af den længe ventede kystsikring. Bestyrelsen vil selvsagt tilse at vores grundejere i Søvang bliver behørigt orienteret som tingene skrider frem. En stor tak til Kystsikringsudvalget med Niels B. Ulrich som primus motor fra Bestyrelsen.

Økonomi: Grundejerforeningen har fortsat en sund og stabil økonomi, og vores ihærdige kasserer Birka S. Hansen har igen i 2025 ydet en vedvarende og prisværdig indsats, og vi er igen i en situation hvor vi ser historisk lave udeståender. Udover den daglige økonomi håndterer Birka også alle forespørgsler fra ejendomsmæglere med sikker hånd, samt fungerer som SharePoint administrator og support i bestyrelsen.

Byfortætning: Det er med stor glæde at vi kan konstatere, at kommunen fortsat i 2025 håndhæver det vedtagne mindstekrav til grundstørrelse på 700m2, uden mulighed for dispensation ved udstykning og/eller nybyggeri, således at vi ikke længere oplever den uønskede spekulationsdrevne byfortætning, som var ved at ændre karakteren af Søvang som åbent og fritliggende lavt byggeri med naturen i fokus. Det har været strammet op via et direktiv til at præcisere håndteringen af bygge-ansøgninger, og vi kan meddele at det nu er nået dertil at Søvangs ønske om mindstekrav til grundstørrelser er blevet en integreret del af den opdatering til Lokalplan 86, som p.t. er i offentlig høring. Igen en stor tak til borgmesteren, kommunalbestyrelsen og vores partnere i Center for Plan, Teknik og Erhverv for at håndhæve dette. Bestyrelsen har ydermere fået behandlet og stoppet ulovlig udlejningsvirksomhed hvilket har været en langvarig proces, og også her har vi fået den helt nødvendige støtte fra vore partnere i kommunen. Ligeledes her har Niels B. Ulrich fra bestyrelsen været primus motor og meget aktiv part. 

Arrangementer: Søvang måtte desværre aflyse det traditionsrige Skt. Hans med fakkeltog fra Sportsklubben til bålpladsen ved den sydlige ende af Søvang, akkompagneret af den faste hornmusik, med dertil hørende båltale, udskænkning, musik og fællessang. Det var en kraftig pålandsvind, som desværre gjorde det for risikabelt at foretage afbrænding i åbent rum. Det endte ultimativt med at hele Dragør indførte afbrændingsforbud. Det var ekstra ærgerligt, da vores Arrangementsudvalg ved Lene Thomsen ellers havde sørget for at alt var klart.

Søvang fik afholdt endnu en succesrig fastelavn for børn og barnlige sjæle med stor tilslutning og luksus-fastelavnsboller i overflod. Derudover har arrangementsudvalget faciliteret den nyere tradition i form af loppemarked med god og positiv tilslutning. Som det seneste har Lene forberedt til næste kommende ordinære generalforsamling, som vil finde sted d. 17 marts 2026 på Dragør Skole.

NB! Invitationer samt tilhørende relevant materiale vil efter vedtagelse af nye vedtægter blive udsendt til vores grundejere via email senest 14 dage før generalformsalingen, og dermed IKKE som en fysisk hustands-omdelt invitation. Bestyrelsen har ad flere omgange, inkl via hustandsomdelte flyers, opfordret grundejere for hvem vi IKKE har mailadresser, til at sende deres kontaktoplysninger, (email og adresse) til bestyrelsen, og dette kan stadig ske  ved at sende til info@sovang-dragor.dk

Hjemmeside: Vores nye hjemmeside, som i forvejen havde fået en grundig overhaling, er nu blevet endnu bedre via et virkelig godt arbejde fra Henrik Stensbøl, inkl. at vi har fået bedre styr på domæner og hosting m.v. Den opdaterede hjemmeside bliver stadig holdt løbende vedlige af Henrik, således at den bevarer sin relevans. En stor tak til vores Henrik, for at forestå dette arbejde.

Vedligehold: Legepladsen bliver løbende holdt i god stand, og den nye hæk etablerer sig stille og roligt og er en positiv forandring i forhold til det tidligere ramponerede trådhegn. Der bliver vanen tro faciliteret oprydnings/vedligeholdelsesdag drevet af nogle meget proaktive grundejere med Michelle Søjborg som primus motor, og bestyrelsen vil gerne sende en tak for det fine arbejde der bliver lagt i dette til glæde for vores mindste borgere, og deres forældre.

Vejudvalget: Vi har modtaget den længe ventede rapport fra Vejdirektoratet, som viser at vores veje generelt er i god stand, samt giver en overordnet oversigt over hvor der skal sættes ind først. Det er positivt at vi kan komme langt med rettidig omhu ved at iværksætte nødvendige løbende reparationer i form af udblæsning og udbedring af revner i asfalten for at disse ikke skal udvikle sig yderligere.

Ligeledes er der nogle retningslinjer for hvilke veje der er mest medtaget, og dermed må forventes at skulle have en større overhaling i de kommende år, herunder nyt slidlag.

Vi må konstatere at de mange nybyggerier samt større renoveringer af ejendomme vi ser i de senere år, med dertil hørende tunge køretøjer i området slider hårdt på vores veje. Udover slid på selve vejene, er køretøjerne i dag så tunge og lange at de har svært ved at komme om hjørner uden at ødelægge kantstene samt overkørsler, og ydermere trykker kantstene ned i niveau med vejbelægning.

Det vil være en meget bekostelig affære, isoleret set at rette kantsten op og hæve dem til oprindeligt niveau, idet det kræver et opstartsgebyr samt et beløb pr. løbende meter samt at udgravning til støbning vil være med risiko for skade på vejbelægning, hvorfor man så oveni vil skulle bekoste udbedring af denne. Bestyrelsen har af denne grund besluttet at opretning af kantsten, løbende vil blive inkluderet i forbindelse med udskiftning af slidlag og/ eller større belægningsarbejder.

Vejudvalget foretager løbende de planlagte ukrudtspatruljer samt opfølgning på disse, og ydermere nødvendige vedligehold af fællesarealer inkl. dialog med entreprenører m.v. drevet af Henrik, Flemming og Lars.

Badebroen (Søvangs vartegn): Vores nye Broudvalg, ved Søren Prien og teamet på i alt 6 brobisser, med Flemming Sieben på sidelinjen har ydet en fantastisk indsats i arbejdet med at planlægge og koordinere ind- og udtagning af broen og indhente tilbud samt forestå løbende vedligehold. Søren og teamet har brugt en del tid på at optimere processen så den bliver så effektiv som muligt og det ser ud til at have båret frugt. Igen i år er der blevet udskiftet en del brodæk og H-jern m.v. og der er lagt af i budgettet til at foretage de nødvendige udskiftninger næste år.

Desuden sker der også løbende vedligeholdelse i den periode hvor badebroen ligger på land. Der skal her også rettes en særlig tak til de frivillige som hvert år stiller op for at hjælpe med vedligehold samt ind- og udtagning.

Søvang har igennem rigtig mange år fået stor hjælp fra Frits Dirchsen som trofast kom med sin traktor og hjalp hele Søvang med at få badebroen ud om foråret og ind om efteråret. Frits havde med sin store erfaring fuldstændig styr på hvad både traktor og ladvogn kunne, og vi vidste at vi var i gode hænder med Frits bag rattet. Frits gik desværre bort tilbage i december 2024, men havde allerede inden da gjort opmærksom på at det nu var på tide at finde en anden løsning, idet Frits mente at både han selv samt traktoren havde aftjent sin værnepligt i forhold til ud- og indtagning af badebroen. Bestyrelsen vil gerne rette en kæmpestor og varm tak til Frits samt Frits’s kone Inger for at vi måtte få lov at have glæde af Frits, både under arbejdet med broen, men ikke mindst have mulighed for nogle hyggelige stunder med Frits ved de faste frokostpauser gennem årene i Sportsklubben.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak for året 2025 samt et ”Rigtigt Godt Nytår” til alle Søvangs beboere, store som små.

Formand Lasse E. Hvidman

IT udfordringer i grundejerforeningens bestyrelse

Vi oplever nogle udfordringer i bestyrelsens IT-setup, hvorfor vi desværre ikke er i stand til at modtage mails lige i øjeblikket.
Vi er i dialog med vores IT leverandør for at finde en løsning, så vi kan komme op og køre igen.