KYSTSIKRING I SØVANG
Nyhedsbrev af 14/10-2024
Den 17. juni afholdt kommunen et borgermøde i Kongelundshallen.
Formålet var dels at vise de forskellige dige-profiler der arbejdes med, primært fra Søvang og ud til og med Sydvestpynten, samt give en overordnet status over projektet.
Borgerinddragelse: Det er prisværdigt at kommunen gør så meget ud af inddrage berørte borgere, men også rimeligt da vi er stærkt berørte af den stadige risiko for oversvømmelse. Vi står, sammen med beboerne syd og vest for Søvang, i forreste ”skudlinje” såfremt en stormflod rammer. I alt omfatter delstrækningerne 4, 5 og 6 tilsammen ca. 800 parceller, hvoraf over 600 af disse ligger i Søvang.
Borgermøde: Mødet i Kongelundshallen rejste flere spørgsmål. For at få afklaret disse fik vi d. 19. august et møde i stand med kommunen og deres samarbejdspartnere fra hhv. COWI og Arkitema. Vores rådgiver Dan Hasløv – der står bag det af kommunen og Søvang valgte løsningsforslag – deltog i mødet for at sikre at vi havde den fornødne tekniske faglighed repræsenteret fra Søvang.
På mødet blev følgende punkter gennemgået hvoraf Pris og Tid selvfølgelig er helt centrale :
Pris: Fordi vi som de beskyttede med stor sandsynlighed kommer til at indgå i en betalingsmodel. Og de meget foreløbige priser for hver grundejer blev beregnet som kr. 500,- pr måned i mange år fremover. Vi er klare over at prisestimater på nuværende tidspunkt kun kan være meget foreløbige og at de er meget følsomme over for prisen på råstoffer mm. Grundejerforeningen fastholder at den nævnte månedlige udgift kan udgøre en økonomisk udfordring for en del, især nyetablerede, beboere og opfordrer kommunen til at fortsætte presset for at få ændret statens regler. Herunder er det et problem at kun de direkte beskyttede i flg. lovgivning skal bidrage. Hvad er der tilbage af eksistensgrundlag for resten af Dragør hvis den gamle by, havnen og flere boligområder, herunder Søvang, ødelægges af stormflod?
Tid: Er næsten det vigtigste fordi vi med stormflodssæsonen 2023/24 fik en forsmag på hvad vi kan have i vente. Den store bekymring er fortsat at vi bliver oversvømmet, formentlig mest sandsynligt fra Sydvestpynten. Det er derfor nødvendigt løbende at være opmærksom på svækkelser af det nuværende dige – ikke mindst i lyset af den reduktion af forstranden der er sket med de seneste storme. Det er fortsat skræmmende at der skal gå så lang tid før en beskyttelse er etableret – ikke blot for Søvang men for hele kommunen. Det kan derfor kun gå for langsomt. Det følgende dækker i hovedtræk møderesultaterne.
Statslig involvering: Det er væsentligt at påpege at staten, på et meget sent tidspunkt involverer sig, med en hoved-prioritet om at beskytte lufthavnen, metroen og øresundstunnellen. Det har dels forsinket kommunens arbejde; dels imødeser man en løsning hvor der bygges et ”10.000 års dige” som en forlængelse af Ullerupdiget hen mod Tømmerupvej. Altså bagom Dragør! Håbet er så, at Dragør får statens opbakning til at gennemføre ”vores løsning” der er baseret på et fremskudt forland, men nu for at beskytte mod en 100års hændelse med udgangspunkt i år 2075. Det skal selvfølgelig være en løsning der kan udbygges i takt med stigende vandstand/klimapåvirkning.
Den øgende bredde: De viste plancher der var mere præcise end de foreløbige skitser vi fik efter mødet i Kongelundshallen, godtgjorde at der nu ikke er så stor forskel på Søvangs forslag og det fremlagte. Især ikke når det ændrede udgangspunkt – en 100-års hændelse med udgangspunkt i år 2075 – tages i betragtning.
Natura 2000: Den ændrede vurdering af Natura 2000 forholdene ud for Søvang* glædede os at erfare. Tilbage står, at vi fortsat kan være betænkelige ved den opsættende virkning som protester fra f.eks. DOF og Danmarks Naturfredningsforening kan medføre. Vi har erfaret at der er indledede dialog med de nævnte, og vi kan kun opfordre til løbende at ”tage dem i ed”.
Rekreative kvaliteter: Vi fornemmede en afstandtagen fra vores synspunkt fra Arkitema. Derfor vil vi gerne understrege at punktet er baseret på den nyeste udgave af ”Klimarobust kommune – ambitioner for kystbeskyttelsesprojektet i Dragør”. Og vi fastholder grundene til at strækningen ud for Søvang skal være så naturpræget som praktisk muligt.
Berlinmuren: Det glædede os at høre at der pt ikke er tale om en kraftig forhøjelse af det nuværende dige; at det reviderede forslag muliggør en bevarelse af den nuværende højde.
Uafklaret: I sagens natur mangler der på dette tidspunkt en del detaljer: Lagunernes størrelse og dybde, kystprofilets opbygning, materialer, landskab, bundforhold og stier.
Nuværende forstrand: Som mange har konstateret blev diget beskadiget tæt på badebroen i oktober-stormen. Kommunen var hurtig ude med at forny og forstærke stensætningen omkring badebroen. I januar 2024 blev bredden af nuværende forstand udfor Søvang reduceret meget på de første 2- 300 meter nærmest Dragør. Nogle steder så voldsomt at der blev skåret grøfter helt ind til diget. Det sidste bliver repareret i nær fremtid.
Hvornår bygges der så: Det ved kommunen mere om i slutningen af året, men det er forventet at etablering af kystsikring på vores strækning (4,5 og 6) igangsættes i 2028.
*Ud for Søvang anses området fra revlen og ud som kritisk i Natura2000 sammenhæng.
På vegne af Søvang Grundejerforening
Niels B. Ulrich
Kystsikringsudvalget
Som vedtaget på generalforsamlingen i 2019 nedsatte bestyrelsen et udvalg der skulle varetage Søvangs interesser i de planlagte anlæg til beskyttelsen af Dragørs kyster.
Diget er i dag en livlig trafikeret færdselsåre med mange gående og cyklende. Hvor havnebyer typisk har en strandpromenade eller en mole, der benyttes til social kontakt, og som et sted hvorfra naturen kan nydes, har vi i Søvang vores dige.
Efter manges mening er der lidt for mange eksterne cyklister, der også har øje for stien på diget. Det har vi i udvalget også set på.
Finansiering af hele beskyttelsen er et politisk anliggende. Kommunen presser på for at få staten til at bidrage mest muligt, men i praksis har det hidtil været en kommunal opgave; dvs. at de berørte grundejere i kommunen skal betale over en længere årrække.
I udvalget har vi primært forholdt os til at det skal være en løsning der beskytter og som tilfører Søvang yderligere herlighedsværdi.
Vi er opmærksom på at balancere hensynet til de mange der er mest fokuseret på beskyttelse og til strandgrundejere der ønsker mest mulig udsigt bevaret.
Hvis vi skal undgå en løsning, der blot er en simpel digeforhøjelse, der ikke tilfører Søvang flere kvaliteter, er det nødvendigt at tage kampen op mod Natura 2000 kravene.
Givet at Amagers natur for en stor del er menneskabt, giver det mening at fortsætte udviklingen mod mere natur. Når der skal bruges rigtig mange penge skal de også bruges til at gøre Søvang og den omgivende natur endnu dejligere.
Det skal være en intelligent løsning som vil muliggøre en senere udbygning uden en ”Berlinmur” blot bygges højere og afskærer Søvang fra strand og vand.
Og så vil vi – uanset løsningsmodel – arbejde for en adskillelse af gående og cyklende trafik.
Afsluttende nævnes at nøgleordet er natur og ikke park. Vores vurdering er at såfremt vi satser på en strandpark udelukkende til glæde for menneskene har vi tabt Natura 2000-kampen på forhånd.
i Søvang må det vigtigste være, at det unikke kystlandskab langs Søvang og vores natur udbygges og ikke ødelægges.
Bestyrelsen
HVORFOR KYSTSIKRING
Klimaforsker ved DMI Rasmus Anker Pedersen forklarer, hvorfor vores kyster skal sikres i en 7 min. lange video HER
VORES FORSLAG
Kommunalbestyrelsen besluttede, at arbejde videre med vores forslag med fremskudt dige med et mindre forland. Læs mere HER
BBC film om kystsikring
Her kan du se en film som BBC har lavet om kystsikring i Dragør: Transforming cities, the new age of urban living. Se filmen HER
INFORMATION OMKRING PROCESSEN
Kystsikring af Søvang er en del af et større kystsikringsprojekt.
Statens arbejde med kystsikring
Transportministeriet koordinerer gennemførelsen af en forundersøgelse af en samlet stormflodsplan for den centrale del af hovedstaden. Forundersøgelsen omfatter de fire kommuner Hvidovre, Dragør, Tårnby og København.
Borgmester Kenneth Gøtterup
Vores Borgmester, Kenneth Gøtterup, arbejder aktivt for at få alle involverede parter til at støtte op omkring, at få staten til at beslutte en god løsning for Dragør (altså, vores løsning med fremskudt dige).
Dragørs rådgiverhold
Kommunens rådgiverhold, der kan hjælpe med at virkeliggøre kommunens lokale kystbeskyttelsesprojek.